Allerede i AU-referatet fra den 20.10.2018 nævnte vi, at tidspunktet for hoppe- og vallakkåringen i 2019 ville blive flyttet til uge 26. dvs. til juni. Den umiddelbare årsag var, at vor faste konsulent har et jubilæumsarrangement i netop den uge i et andet avlsforbund. Men det hører med i billedet, at hingstekåringen (eller vi skulle vel kalde det for multi-weekenden) på Vilhelmsborg i år er flyttet fra uge 33 til uge 31, primært fordi Danmark er vært for de Nordiske mesterskaber og vi gerne vil holde dette store arrangement i sommerferien). Der ville kun have været 2½ uge mellem de to store kåringsarrangementer, hvis ikke FJ-FJV kåringen var blevet flyttet til den sidste uge i juni. I 2016 havde vi regionalkåring i juli og 2½ uge senere var vi på Vilhelmsborg, hvor det store jubilæum blev fejret over fire dage. Det var lige ved at tage livet af nogle af os, at der var så kort tid mellem de to arrangementer. Det allermeste kåringsforberedelsestid/efterbehandlingstid bruges ved skrivebordet.

Derfor er kåringsdatoerne 2019 som følger:
27. juni – regionalkåring for hopper og vallakker i Aalestrup, heldagskåring
28. juni – regionalkåring for hopper og vallakker i Egtved, heldagskåring
29. juni – regionalkåring for hopper og vallakker på Sjælland, formiddagskåring
29. juni – medaljekåring for hopper og vallakker på Sjælland, eftermiddagskåring

2.-4. august – hingstekåring (og meget andet) på Vilhelmsborg
I disse august-dage inviterer vi i avlsudvalget sammen med sportsudvalget til Cup Vilhelmsborg.
Årets plag holdes ikke i 2019. Det har vist sig, at plage-ejerne ikke i det nødvendige omfang bakker op om arrangementet på Vilhelmsborg, nok primært fordi der foregår så meget andet der, som de hellere vil deltage i eller være publikum til. Økonomien spiller dog nok også en rolle. Når vi ikke inviterer til årets plag et andet sted, så er forklaringen, at det er svært at finde et sted i kalenderen, hvor det kan lade sig gøre.


Somme tider er det nødvendigt at prøve noget nyt
I Fjordhesten Danmark virker det somme tider, som om alt nyt (ændringer) er dårligt nyt.  Den 11. januar offentliggjorde vi kåringsdatoerne på Facebook for at lave den første PR for arrangementet. Allerede to dage senere modtog vi i Avlsudvalget en mail fra et medlem, der mente, at vi nedprioriterede medaljekåringen, fordi den i 2019 skulle holdes som en eftermiddagskåring, hvilket medlemmet syntes var urimeligt over for 30 medaljeaspiranter.  Samme medlem mente også at have hørt, at forklaringen på medaljekåring som et eftermiddagsarrangement var, at vi dermed ville tage hensyn til Landsskuet, der ligger i efterfølgende uge.

Sammedags regional- og medaljekåring er ikke nyt på Sjælland
I avlsudvalget har vi svært ved at se, hvordan der skulle komme 30 medaljeaspiranter på Sjælland i 2019, men skulle det virkelig ske, så finder vi også en løsning på det (der ligger jo en ubrugt søndag efter lørdagen).
Det ville være glædeligt, men udviklingen går den anden vej.
Antal opdrættere på øerne falder.  Der har ikke været følskue på Fyn i mange år, og vi kan se på aktivitetskalenderen 2019, at Fjordhesten Øst ikke holder plageskue i foråret, men samler føl og plage i slutningen af august. Det er forståeligt nok (så ros til Fjordhesten Øst for at tænke nyt), for kan et plageskue kun samle en halv snes deltagere, så skal der tænkes nyt.  
Og så skal vi nok tilføje, at det langt fra er første gang, der holdes regionalkåring og medaljekåring samme dag på Sjælland.  

Som I vil kunne se af referatet fra avlsudvalgsmøde den 8. januar, så drøftede vi Vilhelmsborg som sted for en regionalkåring og medaljekåring i 2019, men vi frafaldt ideen. Vi regner med et stort udenlandsk publikum på Vilhelmsborg i år, for der kommer altid flere, når der er Nordisk (eller EM som i 2016), men andre ting talte imod. Vi åbner hermed emnet for debat.

We use cookies in order to give you the best possible experience on our website. By continuing to use this site, you agree to our use of cookies.
Accept